I just saw this movie and it's been a while since a movie touched me like this, mind, spirit and heart.
Read the review if you like. However it's in Danish.
Source:
Dr1Dykkerklokken og sommerfuglenUendelig trist og umådeligt inspirerenderatings: 6
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er mere end meget sjældent at en film efterlader én splittet mellem to modstridende følelser, at bryde grædende sammen eller at styrte ud af biografen, opsat på at gøre alt det, man altid gerne har villet gøre. Men sådan er 'Dykkerklokken og sommerfuglen'. Den er uendelig trist og uhyre inspirerende på samme tid. Den kan få én til at sidde og mærke efter overalt i kroppen og spørge sig selv 'er der en blodprop eller en hjerneblødning på vej?' samtidig med man tænker på alt det, man bliver nødt til at gøre, simpelthen nødt til at gøre, inden solen går ned.
Locked-in syndrometDen umiddelbare følelse i 'Dykkerklokken og sommerfuglen' er sorgen. Det er uendelig trist, at chefredaktøren for modebladet Elle, Jean-Dominique Bauby, kører i sin nye bil sammen med sin ældste søn og pludselig bliver ramt af en hjerneblødning. Bauby standser sin spritnye Jaguar Coupé ved vejkanten et sted på landet udenfor Paris, og hans søn løber fortvivlet ned ad vejen efter hjælp. 3 uger senere vågner Bauby på et hospital, ude af stand til at bevæge andet end sit ene øje. Lægerne forklarer ham, at han har fået en hjerneblødning, der har gjort ham næsten 100 procent lam i kroppen, altimens hans hjerne fungerer så godt som før. 'Locked-in syndromet' kaldes hans tilstand i lægeverdenen. Med lidt mere bid og poesi kunne man sige at Jean-Dominique Bauby er levende begravet og at den krop, der før bragte ham rundt til alverdens eksotiske egne, som rørte ved smukke kvindekroppe og talte med spændende og dygtige mennesker, nu er blevet hans kiste.
Kan skrive en bogI den umådelige tid til at tænke, Bauby nu har fået foræret i sin hospitalsseng, funderer han over de tilstande, han er splittet i mellem, at være spærret inde i dykkerklokke, flydende i et enorm ocean, og at være en sommerfugl, der kan flyve overalt i verden og fundere, forestille og fantasere. Han har ikke mange chancer for at blive helbredt, men en smuk kvindelig læge lærer ham en teknik til at kommunikere med. Hun remser alfabetet op, med de mest benyttede bogstaver først, og når hun når til et bestemt bogstav skal Bauby blinke med sit øje. På den måde kan han stave til ord, ja, han kan skrive en hel bog, hvis det skulle være. Og det er præcis hvad Bauby vil. Han har altid drømt om at skrive en bog, men har aldrig fundet noget godt emne. Nu har han det. Nu har han alt at fortælle verden om. Om det, han nåede og det, han aldrig nåede.
En særlig missionDet var den særlige skæbne, der inspirerede den amerikanske kunstner og instruktør Julian Schnabel til at filmatisere Jean-Dominique Baubys bog, 'Dykkerklokken og sommerfuglen'. Schnabel så Bauby som en mand med en særlig mission, en mand, der kunne rapportere fra den anden side, så at sige, fra limbo, en mand, der før havde kunnet leve livet i fuld drag, men nu var tvunget til konstant at reflektere, hvilket i Schnabels øjne gav Bauby en nærmest misundelsesværdig visdom og særlig livsindsigt, som en slags budbringer fra den anden side - en mand, der kunne fortælle os hvor dyrebart vores liv er og hvor vigtigt det er ikke at ødsle det væk.
Grøntsag i kørestolDet er det, der er den positive og inspirerende side af 'Dykkerklokken og sommerfuglen'. Man kan græde med over Baubys stakkels gamle far, der sidder alene i kørestol i sin parisiske lejlighed og forsøger at kommunikere med sin sønover telefonen. Og man kan sørge sammen med Bauby, der må sidde som en grøntsag i sin kørestol på stranden ved sit hospital og se sine tre børn lege ved siden af ham, mens han vemodigt må konstatere at han ikke er i stand til at holde om dem, men i stedet må finde sig i at savlet på hans kind bliver tørret bort af hans ældste søn. Men samtidig er
'Dykkerklokken og sommerfuglen' en opfordring til netop at leve, netop at holde om sine børn, mens man kan, netop ikke at svigte dem, der holder af én mens man har muligheden for at gøre noget godt for dem, netop ikke at tro på at man bare kan ordne alt til næste år, for måske har man så travlt med at ordne alt andet at kroppen siger stop og fjerner alt det, der skulle være sket til næste år.Fortumlet flakkendeDet er en svær balancegang Schnabel er ude i. Han risikerer at plumpe i og lade tårerne drukne hele filmen i sentimentalitet, men det lykkes ham at holde balancen, det lykkes ham netop at lade den inspirende og livsbekræftende vinkel få overtaget. Og det lykkes ham at fortælle historien i et filmisk format, der trækker publikum ind i Baubys verden. I hele første halvdel af 'Dykkerklokken og sommerfuglen' ser vi slet ikke Bauby. Vi ser verden gennem hans øje, fortumlet, flakkende, ude af fokus, ude af stand til at se noget fordi det bliver fyldt op med tårer. Vi ser lægerne, der taler til ham, og vi har den grænseoverskridende ubehagelige oplevelse at se øjenlåget på Baubys andet, ikke-fungerende øje blive syet sammen så det ikke tørrer ud - mens lægen, der syr øjet sammen rabler løs om hvor fedt det er at stå på ski ned ad et bjerg.
Kaospræget livsvisdom Vi ser hans venner og bekendte, der dukker op for at besøge ham - i hvert fald dem, der kan overvinde deres egen angst og tør mode op og se ham. Bl.a. en gammel bekendt, som Bauby engang forærede sin flybillet, så han kunne haste afsted mod sin destination i mellemøsten. Til alt held for Bauby blev flyet kapret og den stakkels mand, der fik Baubys billet blev holdt som gidsel i mere end fire år af terrorister. Sådan er 'Dykkerklokken og sommerfuglen', fuld af en kaospræget livsvisdom, fuld af små uforglemmelige billeder og tanker og
refleksioner om vores sårbarhed selvom vi efterhånden bilder os selv og hinanden ind at vi kan leve evigt hvis bare vi dyrker motion, spiser grøntsager og køber Ole Henriksens hudcreme. Både som filmæstetik, som oplevelse og som tankegods er 'Dykkerklokken og sommerfuglen' en oplevelse af de sjældne, en film, man tager med sig og ikke glemmer igen.
