søndag den 7. juni 2009

Dalai Lama i DK


Inspiration (artikel fra Fri.dk)

»90 procent af al vrede og mistro er vores egen projektion og skyldes vores egen selvcentrerede holdning. Mistro bringer angst, angsten bringer vrede, vreden bringer vold. Med et kærligt, medfølende hjerte ser du på alle andre mennesker som brødre og søstre – og ikke med mistro.«

»Videnskaben har fundet ud af, at mennesker, der oftere siger »jeg« og »mit«, er udsat for en større risiko for hjerteanfald. De distancerer sig selv fra andre. Men at være sammen med andre mennesker giver åbenhed og glæde. Når vi er for meget alene, kan selv små problemer forekomme alt for store og uoverskuelige.«


Hvad koster lykke og den sundhed, der efter sigende følger med? Dalai Lama siger, det er billigt, faktisk gratis. Danske politikere vil sikkert sige, det er dyrt.

I Bella Centret har 3.600 mennesker har været parate til at betale op mod 1.500 kroner for en billet, der måske kunne bringe dem lidt nærmere svaret på, hvordan de opnår lykken.

Seminaret denne gang er dog ikke helt let, da Dalai Lama springer lige ud i at forklare et af de mest komplicerede buddhistiske begreber: Tomhed.

Hvis vi forstår meningen bag dette filosofiske begreb, forstår vi også, hvorfor vi er afhængige af hinanden, af harmoni og af fred og ro i sindet. Denne fred opnår vi ved at anvende kærlig medfølelse (compassion) overfor andre, der endelig ikke må forveksles med ynk.

Kærlig medfølelse er mere baseret på empati og respekt, der bygger på en forståelse af ligeværd mellem mennesker: Som mit medmenneske har du lige så meget ret til at være lykkelig som jeg. Når vi anvender vores intelligens til bevidst at tænke med kærlig medfølelse i stedet for mistro, så reduceres angsten og vreden – mens freden vokser i vores sind.

Det hele starter med moderens kærlighed til sit barn. Er der ro og kærlighed i familien, er der fred i landsbyen, i landet og ultimativt i verden. Så enkelt og dog så kompliceret.

»Vil I mødre ikke nok give jeres børn den maksimale kærlighed, så den næste generation kan blive mere kærligt medfølende? Dette burde være vores mål. Jeg tror, at I danskere kan gøre det endnu bedre. Men det er op til jer.«


Men det vigtigste er, at vi har en mor lige som de fleste pattedyr, og at vi lige som dem er afhængige af vores mors omsorg og kærlighed for at overleve. Jeg tror, at den erfaring sidder dybt i os, og at den har stor indflydelse og betydning for vores krop.

Derfor skal vi hele livet prøve at have et kærligt, medfølende sind og et mere roligt sind. Konstant angst og vrede forstyrrer vores naturlige kropslige tilstand. Så stiger blodtrykket, vi bliver anspændte og får stress.

Det er for mig et tegn på, at vores natur grundlæggende er mere blid og mere medfølende. Men på grund af vores intelligens, og fordi vi forsømmer disse aspekter, disse værdier, så bliver aggressivitet nogle gange vores fremtrædende adfærd. Og så opstår disse fysiske problemer.«

»Medfølelse giver ro i sindet. Et roligt sind kan vurdere, hvad der er godt eller skidt. Et vredt sind kan ikke skelne og træffer forkerte beslutninger. Det ender med en urealistisk tilgang til problemet – og resultatet er en katastrofe.«

»I virkeligheden er vold også meget uforudsigeligt, hvilket den tidligere amerikanske regering opdagede i Irak. Selv om amerikanerne allerede brugte en vis vold fra starten, så tror jeg, det var deres plan kun at anvende den begrænset i kampen for at opnå deres egentligt gode mål – at bringe demokrati til Irak.

Men vold spinder ofte ud af kontrol. Derfor er der stort set ingen problemer, der kan løses med vold. Og så længe der er mennesker, vil der altid være problemer. Så vi kan vælge mellem to måder at løse dem på: Vold eller ikke-vold.

Den voldelige metode giver aldrig nogen langsigtet tilfredsstillelse, kun måske en vis midlertidig følelsesmæssig tilfredshed. Derfor er ikke-vold den eneste løsning på vores problemer på både et teoretisk og et praktisk niveau.«

»Indre nedrustning bringer ydre nedrustning. Og det kan små nationer have mere held med at gennemføre end store.«